Med en velovervejet strategi og en pressemeddelelse skrevet af en af landets skarpeste tekstforfattere, kan det lade sig gøre at få sin besked igennem til selv de allerstørste.
Eric Frederiksen fra Compware.dk – en portal, som sammenligner priser på hardware – endte i en konflikt med Trustpilot. Da han købte domænenavnet, var han ikke opmærksom på, at det tidligere havde været brugt af et andet firma, som havde fået dårlige anmeldelser hos Trustpilot.
Nu skulle han altså trækkes med en lukket virksomheds dårlige ry i stedet for at starte med at opbygge sit eget.
Eric henvendte sig i flere omgange til Trustpilot for at få fjernet anmeldelserne, som jo på ingen måde var relevante. De gavnede ikke nogen forbrugere, for den anmeldte virksomhed var jo lukket. Men Trustpilot var hverken til at hugge eller stikke i. Eric følte, at de pressede ham til at købe abonnement, hvilket de benægtede.
I et sidste desperat forsøg på i det mindste at komme i dialog med Trustpilot bad Eric om hjælp til at få sin historie i pressen.
For tynd konflikt
Jeg vurderede i første omgang, at konflikten var for tynd til at det kunne bære en pressehistorie. Hvis Trustpilot aktivt havde lovet Eric, at de ville slette anmeldelserne, hvis han betalte for det, kunne jeg have lavet en historie om ”mafiametoder” og ”beskyttelsespenge”, så jeg startede med at bede Eric om at kontakte dem igen – nu med lydoptager – for at få noget materiale at arbejde med.
Men Trustpilot svarede blot, at deres politik var, at anmeldelser ikke kunne slettes, fordi de var relevante på det tidspunkt, hvor de blev skrevet. Det nærmeste vi kom på ”mafiametoder” var, at de opfordrede til, at Eric købte abonnement, så han kunne gå i dialog med de utilfredse kunder – som vel at mærke aldrig havde været Erics kunder.
Jeg kontaktede først et par erhvervsjournalister, som jeg før har tippet om gode historier, men de var ikke interesserede. Pressen kan godt lide konfliktstof, men Erics konflikt var ikke stor nok. Desuden var der masser af andet erhvervsstof i de dage, som optog mine kontakter mere.
Med bred pensel
Jeg foreslog derefter Eric, at vi skrev en pressemeddelelse og sendte den til en eksklusiv liste af relevante mediers hovedredaktioner i håb om, at nogen kunne se potentiale i historien. Min tanke var, at nogen måske i forvejen arbejdede på noget om Trustpilot. Den var han med på, og jeg lod én af Tekstspots skarpe journalister lave interview med Eric for at trække så meget saft ud af historien som muligt. Det kom der denne pressemeddelelse ud af: https://www.pressesystemet.dk/pressemeddelelser/kan-du-stole-paa-trustpilot-13830/
Efter nogle dage blev Eric kontaktet af en journalist fra Finans.dk, som gerne ville tale med ham om historien. Det blev til denne fint nuancerede historie: http://finans.dk/erhverv/ECE9794548/frustreret-ivaerksaetter-haenger-paa-lukket-firmas-daarlige-anmeldelser-trustpilot-naegter-at-fjerne-dem/
Ud i netværket
Eric delte nu link til historien på sine profiler på sociale medier, og forargelsen spredte sig hurtigt.
Én af Erics connections på LinkedIn havde også Trustpilots kommunikationschef i sit netværk, og dagen efter omtalen i Finans.dk blev ratingen først sat til 9,5 og senere blev alle de gamle anmeldelser slettet, præcis som Eric ønskede det.
Derfor virkede det
I Erics tilfælde fik han et langt bedre resultat af sin pressemeddelelse, end han drømte om. Han ville jo bare gerne ud over de automatiske afvisninger og i en åben dialog. I stedet fik han præcis sine ønsker opfyldt.
Det gjorde han, fordi han fra start havde et klart mål. Desuden sikrede en professionel kommunikation med pressen, at Finans.dk’s journalist blev varm på historien og forstod problematikken. En efterfølgende saglig opfølgning slog hovedet på sømmet.
Stort tillykke til Eric og Compware.dk, som nu kan skaffe sig sine egne anmeldelser.
Skriv et svar