Jeg får adskillige henvendelser fra studerende, som gerne vil have hjælp til en eksamensopgave. Nogle opgaver løser jeg – andre afviser jeg.
I nyhederne i dag kan man læse, at et firma, som har specialiseret sig i at skrive opgaver for gymnasieelever, nu står til at blive forbudt, fordi de tilsyneladende forbryder sig mod et forarbejde til §3 i markedsføringsloven. Men er det nu også helt rimeligt?
Det instrumentelle uddannelsessystem
Jeg kan faktisk godt forstå de studerende, som beslutter sig for at købe en opgave med garanti for en bestemt karakter. Kravene til de studerende er vildt høje, og karaktererne har stor betydning for fremtidsmulighederne. Man skal bruge høje karakterer, hvis man vil ind på den rigtige videregående uddannelse.
Gymnasiet er dermed gjort til instrument – ikke for god, almendannede uddannelse – men for åbning af døre, som fører videre ud i livet. Eksamensresultatet er dermed mentalt adskilt fra den læring og viden, som resultatet burde afspejle. Man kan med rette påstå, at eksamensresultatet ikke repræsenterer den studerendes viden og forståelsesdybde, men evnen til at formidle en viden efter forudbestemte skabeloner.
Dette er også grunden til, at man som tekstbureau ret let kan præstere et 12-tal i f.eks. en SRP-opgave. Det er jo det, vi laver hele tiden; formidler efter de skabeloner, som læseren forventer og forstår.
Når den studerende oplever, at resultatet og læringen er adskilte, er der naturligvis ikke så lang moralsk vej til at skaffe et endnu bedre resultat. Det reelle resultat afspejler ikke realiteterne, og det købte gør det heller ikke – hvor stor er den moralske forskel?
Det liberalistiske syn
Den liberalistiske samfundsidé, som ligger til grund for det instrumentelle uddannelsessystem betyder, at vi fra samfundets side har tendens til at kigge på uddannelsessystemet – helt fra vuggestuen, hvor brune spædbørn nu skal lære danske værdier – som skabt til at gøre børn og unge klar til erhvervslivet. Til erhvervslivet – ikke samfundet.
Og erhvervslivet handler i bund og grund om at købe, forarbejde og sælge. Hvis du er god til at købe, forarbejde og sælge, klarer du dig godt i erhvervslivet. Her er almen dannelse, høj uddannelse og god forståelse for franske verbers bøjning ikke så væsentlig. For i nutidens erhvervsliv er viden en handelsvare.
Som tekstbureau har vi denne viden helt inde under huden. Vi handler jo netop med formidling af viden – og vi gør det med en stærk sprogfaglig baggrund.
Så hvis uddannelsessystemet skal forberede de studerende på en succesfuld plads i erhvervslivet, og hvis man i erhvervslivet klarer sig godt, når man er god til at købe løsning af opgaver – så giver det vel meget god mening, at de bedste eksamensresultater tilfalder dem, der er bedst til at finde den rigtige leverandør af skriftlige opgaver?
Korrekturlæsning
Det er altså for mig at se en kombination af det instrumentelle uddannelsessystem og den liberale idé, som danner grundlag for handel med skriftlige skoleopgaver.
Derfor er det heller ikke helt let at give en studerende en blank afvisning, når der forespørges på opgavehjælp.
De fleste henvendelser handler om korrektur. ”Vil I læse korrektur på mit speciale?”. Disse opgaver har jeg ingen problemer med at løse. Jeg har personligt læst korrektur på min datters speciale – ikke at jeg fandt ret mange fejl, men alligevel… – og det må være rimeligt, at studerende, som ikke har en sprognørd i familien eller omgangskredsen, kan aflevere en sprogligt fejlfri opgave, så der kan være fokus på det faglige indhold.
Men hvis det sproglige niveau indgår i bedømmelsen, er det vel snyd at få en anden til at læse korrektur?
Men hov. Det sproglige niveau indgår jo ALTID i bedømmelsen. Jo bedre og mere præcist en opgave er formuleret, des større chance er der for, at eksaminator fanger de faglige pointer. Det er jo det, vi som tekstbureau, gang på gang fortæller vores kunder: Dine kunder skal have let og klar adgang til at forstå, hvorfor de har brug for dine produkter og ydelser – og gode formuleringer og korrekt sprog fremmer dette.
Så hvor går grænsen, når det handler om hjælp til opgaveskrivning – ved korrektur?
Tilbud til studerende
Jeg har gennem årene fået mange henvendelser om at skrive SRP-opgaver for gymnasieelever. Disse har jeg altid afvist, og i nogle tilfælde har jeg også orienteret de pågældende studerendes gymnasier om, at de har forespurgt på denne ydelse. Og det har jeg fået tak for… af gymnasierne – ikke de studerende. I nogle tilfælde har de studerende efterspurgt sparring omkring løsning af opgaven. Det ser jeg ikke som noget moralsk problem.
Efter min vurdering er lektiehjælp nemlig den eneste etisk forsvarlige ydelse (ud over korrektur) til studerende. Lektiehjælp – eller opgavesparring – betyder nemlig, at man understøtter den studerendes læring. Den karakter, som den studerende opnår efter professionel opgavesparring, er efter min mening helt reel. Den er nemlig udtryk for den studerendes ægte niveau og ikke alene for, hvor mange penge den studerende har til rådighed til opgavekøb.
Problemet er præmissen
Så problemet omkring studerendes opgavekøb ligger altså i selve den præmis, som gør opgavekøb muligt. Det ligger nemlig i, at vi har valgt at basere adgange på vores uddannelsessystem på karakterer i stedet for evner sammenholdt med, at vi har valgt eksamensformer, som ikke afspejler faglige evner, men evnen til at leve op til bestemte formater i formidlingen.
Dette løses ved at ændre uddannelsessystemet til at være mindre instrumentelt – ikke ved at forbyde en enkelt udbyder af opgavesnyd.
Skriv et svar